Jul i den gamle bryggergård

Bryggergaarden – hvis historie går helt tilbage til 1897 – oser af hyggelig julestemning i ugerne op til jul

Der er som altid åbent, når handelsstandsforeningen holder Jul by Night 23. november og 7. december, ligesom der ventes et ekstra stort rykind, når der serveres stuvet hvidkål og flæsk med koldt og varmt hvidtøl søndag 23. december efter de gode, gamle traditioner fra brygger Kirsten Kjeldgaards tid omkring 1960.

Som noget nyt i år holder Museumsforeningen »Julehygge i Bryggergaarden« lørdag 8. december kl. 14-17. Her bliver der lejlighed til at gå rundt i bryggergaarden, som er julepyntet med nisser, gamle julekalendere og gammelt julepynt, og efter en rundtur vil ølbryggerlauget udskænke smagsprøver på deres sidste bryg. Desuden viser Lise Skærbæk, hvordan man laver juledekorationer, og LC Vesterhavsfruerne præsenterer og sælger deres julesennep. Der sluttes af med gløgg og æbleskiver, og selvfølgelig skal der også synges nogle julesange. Billetpris kr. 40 pr. person − juledekorationerne bliver udtrukket på billetten.

− I øvrigt kommer 4. klasserne fra fire af omegnens skoler sædvanen tro igen i år til juleklip i Bryggergaarden, henholdsvis 3., 4., 6. og 12. december. Det er dage, vi på museet ser frem til, da vi føler, børnene har nogle dejlige timer med at lave juleklip som i gamle dage, ligesom de får en rundvisning, hvor de er meget interesseret i, hvad alle de forskellige gamle ting skal bruges til, fortæller den nytiltrådte museumsleder, Else K. Andersen.