Bryggeriets historie

Bryggeriet blev grundlagt i 1885. Nogle år før var der i det nuværende Søndergade 4 blevet etableret et maltgøreri, og på samme sted grundlagde brygger Peter Bauer et bryggeri, som han kaldte ”Fremad”.

Allerede to år efter solgte Bauer bryggeriet til Peder Kjeldgaard med den klausul, at han, før han forlod byen, skulle hjælpe den nye ejer i gang med ølbrygningen.

Peder Kjeldgaard førte bryggeriet videre, men efter nogle år ønskede han at udvide og købte derfor en grund på den anden side af landevejen, og her blev det nye bryggeri og maltgøreri opført. Det stod færdigt i 1897.

På P. Kjeldgaards bryggeri blev der kun brygget mørkt hvidtøl i fire kvaliteter, hvoraf nr. 1 var den kraftigste, nr. 2 og 3 var mellemkraftige (husholdningsøl) og nr. 4 var tyndt ”skidtøl”.

Allerede i 1919, som 60årig, døde Peder Kjeldgaard, hvorefter først hans hustru Kathrine og senere deres datter Kirsten Kjeldgaard fortsatte brygningen indtil 1968, da der blev brygget for sidste gang.

I perioden fra 1885 til 1903 tappede man også bajersk øl på flasker for bl.a. Ny Carlsberg, så P. Kjeldgaard var ikke alene leveringsdygtig i hvidtøl, men også i stærkere ølsorter.

FORSIDE | BRYGGERIMUSEET | EGNSMUSEET | BRYGGERIETS HISTORIE | FJERRITSLEV 1914 | LINKS