Bryggerimuseet

Bygningen af Bryggergaarden blev udført af lokale håndværkere og er et svendestykke fra først til sidst. Hver en pind er udhugget i hånden af rød pommersk fyr.

Den var klar til indflytning i 1897 og var da den eneste to-etagers bygning mellem Aalborg og Thisted.

Bryggeriet står endnu, som havde bryggersvendene lige forladt det med de over 100 år gamle bryggerkedler, mæskekar, gærkar og øltønder.

Også de mange andre genstande, som har været anvendt i produktionen, findes her lige fra sukkerspande, øltragte og gærkranse til termometre og ikke at forglemme de mange blanke messinghaner.

Bevaret er også maltknuser, rensemaskine (til rensning af malt), sækkeløfter, maltskovle m.m.

Heller ikke bryggeriets regnskabsbøger eller ølkuskens fortegnelse over kunderne på landturen mangler, ligesom også hans forklæde, kasket og træsko hænger på plads.

Endelig rummer Museet også samlinger af ølflasker, plakater, platter, etiketter o.s.v.

Bryggerimuseet er så vidt vides det eneste bryggeri i landet, som endnu står i de originale bygninger og med de originale installationer på plads.

Det blev bekræftet, da Nordisk Film ved optagelserne til tv-serien ”Bryggeren” lånte inventaret til det gamle bryggeri i Fjerritslev, fordi det kun findes her.
FORSIDE | BRYGGERIMUSEET | EGNSMUSEET | BRYGGERIETS HISTORIE | FJERRITSLEV 1914 | LINKS